Begavet familie

Før jul fik vi en ekstra julegave i form af tildelingen af vores egen lejlighed. Det er normalt noget, man skal vente flere måneder på.

Ligenu bor vi vakant, hvilket vil sige, at vi bor i seminariets lejlighed. Det gode ved det er, at vi ikke betaler husleje, internet eller noget andet. Det er en fin lejlighed med det mest nødvendige, så vi mangler som sådan ikke noget, men det er specielt at bo omgivet af ting, der ikke er vores egne – og det er alt lige fra møbler, service, dyner, sengetøj osv.

Vi bor heller ikke i byens bedste kvarter, og vi er af og til generet af en del støj fra opgangen.

Vi bor nu i de gule forest i billedet og skal flytte i det røde lige bag de gule (de fire enkelthuse på række)

Heldigvis får vi nu vores egen lejlighed og vores egne ting igen, men så skal vi selvfølgelig også betale for det. Det lidt ærgerlige er, at vi skal blive på samme gade, men vi skal ikke dele opgang med andre, og det er ret nemt at flytte alt det vi alligevel har fået skrabet sammen her. Det ligger ovenikøbet ret centralt og vi har en Spar-købmand lige på den anden side af vejen, der har åbent fra 7-23 hver dag. 

Lejligheden er 92m2, og der er mange værelser, så der er god plads til os og til dem af jer, der vil komme og besøge os.

Den nye adresse hedder Atersuit 6, 3952 Ilulissat, men hvis I skal sende noget herop, er det stadig nemmest via seminariets postboks. >Navn< Postboks 519, 3952 Ilulisat

Juleaften version 2.0

Desuden har vi fået fornøjelsen af endnu en juleaften i år. Vi fik nemlig adgang til vores flyttegods.

Der var tre ting, vi skulle have fat i:

1: Julegaverne

2: Barnevognen

3: Nogle bleer, for dem har vi et helt læs med af – og det er heldigt, for de koster en formue heroppe.

Skørt nok, så har ISS placeret alle de ting, vi havde sorteret fra til vakant, allerbagerst i flyttelæsset, som i øvrigt befinder sig højt oppe på en platform.

Tobias og en anden grønlandsk mand var nu meget venlige til at få flyttet alle tingene og lede. Desværre fandt de ikke barnevognen, så nu krydser vi fingre for, at den har forputtet sig et hemmeligt sted i læsset og ikke er forsvundet et eller andet sted på rejsen herop.

Tobias var i øvrig meget sød. Vi sludrede lidt om Grønland, og jeg fortalte, at jeg havde besøgt Sydgrønland sidste sommer. Herefter lyder der et "Hmpf! Sydgrønland er noget helt andet. Heroppe har vi jo alt. Hundende og det hele". Det er så fedt, så selvfede grønlænderne heroppe er. I love it.

Julegaverne fik de fundet frem og en pakke bleer - og så en kælk, jeg kunne trække flyttekassen med gaver hjem på. Ingen problemer der.

Jeg har i øvrigt dyb respekt for deres flytteevner. Med en trucks og et par stiger, så fik de arrangeret og flyttet tingene på de vildeste og mest halsbrækkende måder. Arbejdstilsynet ville falde bagover og lukke biksen med det samme, hvis de så det, men så er det godt at vi ikke bruger den slags heroppe.

Tak til alle

Hjemme igen tændte vi for julemusikken og gik i krig med gaveuddeling og -åbning.

Tusind tusind tak til alle for skønne skønne gaver. De er blevet leget med, prøvet, beundret og vi er så glade for hver og en af dem.

Vi har haft besøg af familien Hoffmann (Tine, Martin og så Lilja på tre år) i eftermiddag og William var ikke altid helt begejstret for at dele sine nye skønne ting med Lilja. Det var han dog nødt til, og trods et par uenigheder så legede de rigtig godt de små.

Godt nytår

Til sidst vil vi lige ønske alle et rigtig godt nytår.

Heroppe ligner forberedelserne egentlig meget dem i Danmark, bortset fra at alt med procenter i er dobbelt så dyrt som i Danmark – mindst.

Alligevel køber folk ind i store mængder – både alkohol, fyrværkeri og lækkert og dyrt mad til årets sidste dag. Måske er det fordi, alle heroppe får decemberlønnen udbetalt før tid. Det (u)smarte i det vil jeg ikke diskutere her. Det kan man mene om, hvad man vil.

De store børn skyder også heksehyl og kanonslag af i en lind strøm i disse dage – ja det ligner enhver dansk provinsby i den forstand.

Rygtet siger, at man heroppe skyder nytår ind både kl. 20.00 – når den er 24.00 i Danmark og igen kl 24.00 grønlandsk tid. Det glæder vi os til at se.

Vi sender jer alle de bedste nytårshilsner og glæder os til at modtage en hilsen fra Dronningen i nytårstalen, når vi nu ikke fik en af jer i ”julehilsen til Grønland” (Jeg håber I fornemmer ironien mellem linjerne)

Ukiortaami pilluarit (godt nytår)

Glædelig jul

Julen i Grønland er speciel, men hvad der gør den meget anderledes end i Danmark er svært at beskrive.

Alle lyskæderne, de lysende stjerner og det andet lysende julepynt gør det rigtig hyggeligt at gå omkring i byen i mørket (der ikke er så mørk igen på grund af sneen).

Desuden er juletravlheden heroppe begrænset til den 23. december, så den fylder ikke meget. Og så tror jeg bare alle heroppe ELSKER julen. Der er i hvert fald kun smil og glæde og ingen sure miner. Det er dejligt.

Vores juleaften

Vi startede dagen i går med at gå til julefest i hallen. Vi (og alle andre i byen der har børn) mødtes kl. 11 og dansede rundt om det store juletræ, mens vi sang et par grønlandske julesange.

Træet var pyntet flot op, men det var intet imod alle folkene til festen. Vi var vist lidt underdressed, for alle kom i det flotteste tøj. Nogle af børnene havde grønlandsk nationaldragt på, bl.a. en pige, der ikke var to år endnu. Hvor var hun sød og fin. De er bare så flotte de dragter.

Efter dansen kom selveste julemanden og hilste på alle børnene. William gav ham også hånden og sagde pænt goddag. Bagefter delte hans nissehjælpere slikposer ud til alle børnene.

Hjemme igen var vi nået til punkt middagslur i dagens program. Det er dagens stille stund, med sådan to små størrelser, som vores.

Tiden brugte jeg til at samle appetit til juleanden og gik en tur ned til Isfjorden. WOW – det er så afsindig smukt, det her land. – og det  virkede - en rask gåtur på 4-5 km i ca. – 20 grader. Det giver appetit.

Julegaver

Hjemme igen var tiden kommet til julegaverne. Når man er under 3 år, så slutter dagen jo kort tid efter aftensmad, så eftermiddag er et bedre gavetidspunkt.

Der var ikke så mange gaver igen, for det lykkedes os ikke at få adgang til vores ting i containeren. Jeg blev ellers så glad, da jeg allerede den 18. fik at vide, at tingende var nået hertil byen, men dem, der skulle fragte tingene fra havnen og op til ISS (som varetager opmagasinering og viderebehandling af alt flyttegods heroppe) de har åbenbart holdt sig en tidlig juleferie, eller har haft andet at se til, for det nåede aldrig derop.

Gaverne fra familien de ligger altså og venter på os – måske kan vi få dem mellem jul og nytår, ellers bliver det bare jul igen i januar. Sådan er tingene lidt uforudsigelige heroppe. Det har også sin charme.

Thomas havde i sidste time købt nogle fantastiske gaver til børnene: William fik en helikopter, der kan trækkes op og køre selv, samt en art slangebøsse, der skyder med små lette bolde og Nikolaj fik en fin lille gravemaskine.

Børnene var rigtig glade for dem, og så var det min tur. En kæmpestor gave, som begge børn havde udsmykket så fint med tegninger. Jeg nænnede næsten ikke at tage papiret af. Men gaven indeni var endnu bedre: EN SODASTREAM-MASKINE. Hurra. – og en ekstra pakke til begge børn, William fik cola-ekstrakt og Nikolaj fik grape/hyldeblomst-ekstrakt. Større hurra. Og det smager præcis som jeg husker fra 80’erne. Kæmpestort hurra.

Den flaske portvin, jeg havde fået købt til Thomas falmede lidt i forhold til min fine gave - selvom jeg havde gjort mig umage for at købe en god en, der har lagret i ti år.

Juleand fantastico

Så var det tid til madlavning. Jeg lavede ris a la mande og Thomas lavede and.

Turen i kirke blev aflyst. Når der er så koldt, så skal man lige være overbevist om at man vil ud, og det var jeg bare ikke lige, så den blev udsat til i dag. I stedet dansede vi rundt om ”juletræ” i stuen og sang julesange

Anden var perfekt. Andebrystet nærmest smeltede i munden. Det var fremragende – både anden og alt tilbehøret.

1.juledag

Dagen i dag er gået med afslapning og hygge og så turen i kirke, som vi sprang over i går. Vi tog i Zion kirken, som er byens gamle og meget smukke kirke. Den er fra 1780 og meget smuk både indvendig og udvendig.

En grønlandsk gudstjemeste minder på mange måder om en dansk – eller det tror jeg, for vi forstod jo ikke et ord af hvad der blev sagt. Igen mødte folk op i det fineste tøj. Jeg undskylder os bare med at vi stadig kun har det tøj, vi kunne have med herop i kufferten.

Julen bliver fejret med maner heroppe og det er skønt. I morgen skal vi til julefrokost med dem, jeg tror vi kan kalde vores første vennepar heroppe. Martin og Tine har en lille datter på tre år, så William glæder sig til at lege med hende.

Kære venner og familie. Rigtig glædelig jul og godt nytår fra os alle sammen heroppe.

Guldkorn

Nogle gange er det bare så sjovt at have en knægt på 2½. Forleden fik han bidraget med ikke mere end tre fantastiske elementer direkte til konfirmationssangen - og så endda i ulvetimen:

Ja, det der den bandit her, der er leveringsdygtig i guldkorn

1: Jeg introducerer en ny sangleg, der hedder 'Den lille undulat'. Vi snakker om, at det er en sang om en lille fugl, og at den hedder 'Den lille undulat'. William synes åbenbart, der er en vis lighed mellem ordet undulat og salat, for straks efter skal vi synge 'fuglesalat' igen.

2: Aftenens menu står på hvalburgere - det lyder meget eksotisk, men hos os er oksekødsbøffen bare udskiftet med en hvalbøf. William er vild med det og løgringene er en favorit.
Det viser sig tydeligt, da han går fra bordet mod toilettet for at vaske hænder.
'Skrittz' - siger det bag min ryg, og da jeg vender mig, har William taget en bid af det halve rå løg, der lå på skærebrættet.
Han spiste næsten det hele, inden han med tårene sprøjtende ud af øjnene måtte opgive.

Her har ungerne og far forvandlet stuen til en legeplads

3: Sidste guldkommetar faldt lige inden puttetid. Han ser, at der er håndbold i fjernsynet og udbryder, "Nej nej mor. Jeg vil se tennisbold". Så ved man godt, hvor reklamefirmaet fik sin inspiration til de Oddset reklamer.

Rutchebane er bare det sjoveste

Grønlandske traditioner

I dag var så dagen, hvor vi var inviteret til vores første kaffemik.

Det er vist med tiden blevet en mere udvidet version end den kaffemik, jeg hørte om, mens vi stadig var i Danmark.

Dengang lød det til, at en kaffemik var 1½ kop kaffe, og så skulle man skrubbe af igen. På seminariet er kaffemik kaffe og kage, men den private kaffemik, vi var inviteret til i dag, var intet mindre end fænomenal.

Martin og hans kone Tine inviterede i anledning af, at deres datter blev tre år. De inviterede fra kl. 15-20 til mad, kage mv. Min forestilling var, at vi kom om eftermiddagen og fik et stykke kage og dem, der kom senere, de ville så få aftensmad, men sådan var det ikke.

Kaffemikken startede I køkkenet, hvor der var dampet laks, rensdyr, lammekøller og lammefrikadeller, flødekartofler og diverse grønt.

I stuen blev der serveret ikke mindre end tre lagkager, kanelsnegle, boller, frugt og diverse småkager, samt kaffe og te.

Martin og Tine har mange andre venner, der medbragte deres små børn, så William og Nikolaj havde en fest – og det havde Thomas og jeg også.

En ordentlig krabat

Formiddagen fordrev vi med en tur rundt i byen, forbi havnen og Brættet, som er det sted, man kan købe fangernes friskfangede fisk, fugle og dyr. Udbuddet er meget varieret, men i dag så vi for første gang hellefisk.

Selvfølgelig skulle vi have en, men hvad gør man lige med sådan et monster på 4 kilo?

Tak til google for endnu engang at finde præcis den information jeg har brug for. Efter at have set en kort guide til hvordan man fileterer sådan en, så ligger der nu en masse fisk (uden ben) i fryseren og en bøtte med fiskefond.

En fantastisk dag hvor vi fik lov at opleve nogle af de dejlige ting, vi har her i Grønland

Milepæle

Det må være det bedste tidspunkt overhovedet, jeg er startet på seminariet.

SAU’erne (de studerende på SocialAassistentUddannelsen) har netop overstået deres eksamen og dimenterede i går, som de første socialassistenter i Grønland i historien. Jeg har haft fornøjelsen af at følge dem til eksamen, så jeg nu har en ret god forestilling om deres niveau, og endda hvad der skal forandres til næste hold.

Jeg skylder måske at fortælle, at SAU er den uddannelse, jeg er ansat til primært at undervise på. (Jeg er nu også allerede sat på til at skulle undervise en del på pædagoguddannelsen i foråret – bl.a. i drama - yeay) SAU er en halvårlig forberedelseseksamen til pædagoguddannelsen, der tages oveni en 2½ årig socialhjælperuddannelse. Der er tre hovedformål på SAU:

1: De skal lære nok dansk til at kunne klare pædagoguddannelsen, hvor der udelukkende undervises på dansk

2: De skal gøres studieparate og lære basale studieteknikker (hvilket også fordrer et massivt selvtillidsboost)

3: De skal lære at tænke og agere pædagogisk (og derfor er indholdet på uddannelsen udelukkende af pædagogisk karakter)

Dimissionen var meget smuk. De kom i deres nationaldragter, så vi var selvfølgelig hele familien af sted, for at opleve det. Bagefter var der kaffemik i kantinen.

Dimissionen blev så fejret med stor fest i aftes med liveband og alting. Det var festligt og igen med god mad og vin ad libitum.

Eksamen

Heroppe er eksamen ikke bare en daglidagshændelse. De studerende har tydeligvis ikke prøvet det så ofte, så de bliver meget nervøse. Nogle bruger nervøsiteten konstruktivt, mens andre bliver påvirket meget negativt.

De er også meget følelsemæssigt påvirket af situationen og af hinanden. Bare det at bestå udløste flere rørende tudescener.

Den studerende, der desværre ikke kunne bestå, hun blev heller ikke bare skuffet, men brød helt sammen og måtte eskorteres ud af rummet af en underviser og efterfølgende sidde i lang tid sammen med hende.

I forbindelse med eksamen er der tradition for at underviserne og censorerne spiser middag sammen. Seminariet betaler, og heller ikke her bliver der sparet på noget. Vi var på det femstjernede Hotel Arctic og spise dejlig (og dyr) grønlandsk mad.

Så på den uge, jeg har arbejdet, har jeg haft tre arbejdsaftner, der alle har bestået af tre retters menu’er med dertilhørende drikkevarer. Ikke dårligt, vel? Og i næste uge er der endnu to fester, for socialhjælperne og pædagoger dimenterer også – og her på seminarineriet er det god kutyme at møde op til alle arrangementer.

På hjemmefronten

Det er ikke bare på seminariet, der sker en masse. Nikolaj har i flere måneder kommet lidt tilfældigt rundt ved at sidde på numsen og derefter nærmest trille over på alle fire og så tilbage på numsen igen. Han er skam kommet rundt, men ikke så elegant og bevidst. Men lige i denne uge har knækket nøden og kravler nu af sted i fuld fart.

Han er også begyndt at rejse sig op og har fundet ud af at åbne skufferne – og at man skal flytte fingrene inden man lukker dem igen.  

Et par stemningsbilleder herfra

Isperler

Temperaturen er sneget sig ned på den forkerte side af de minus 20 grader, men der er nu meget forskel på, hvordan det føles. Alt afhænger af, hvor meget det blæser.

I morges, da jeg gik på arbejde, var det fint vejr. Jeg gik endda og svedte lidt, så jeg måtte smide lufferne og hatten på et tidspunkt. (Ja jeg får det til at lyde som en dagsrejse, men det tager kun godt et kvarter at gå hen på seminariet)

På hjemturen var det blæst lidt op, og så skete det sjove. Har I ikke set de programmer i fjernsynet om Siriuspatrulen eller bjergbestigere, der får hvidt skæg fordi udåndingsluften fryser? Jeg har altid syntes, det var for sindsygt. Men på vej hjem resulterede kulden og øjne, der derfor løber i vand, i små fine isperler i mine øjenvipper.

Når vores snottende og savlende ældste dreng er nede på legepladsen, så kommer der også et lille isvandfald ned af flyverdragten.

Det er meget charmerende og pænt koldt.

Julehygge

Julenhyggen er også ved at indfinde sig heroppe. Vi har fået kalenderlys, lidt hjemmelavet julepynt og en meget ussel hjemmelavet adventskrans (som jeg vælger ikke at dokumentere i tilfælde af, at nogle skulle forestille sig, at jeg er en kreativ sjæl).

Grønlænderne er pjattede med julen - på en fin, rar og uhektisk måde.
Alle har en stjerne med lys i i vinduet. Jeg har også fået købt en stjerne men har endnu ikke kunnet opstøve en fatning. Det er åbenbart meget vigtigt med den stjerne. Hvis ikke man har en, så er kan man sikkert ikke lide julen eller også er man Jehovads Vidner eller noget andet slemt. Så det kan kun gå for langsomt med at få styr på den detalje.

Vi ser selvfølgelig Nissebanden, og William er vild med det. Den samsendes, så heroppe er det kl. 15.30, hvilket egentlig passer bedre end kl. 19.30.
Nu går han så rundt og siger Dinger-linger-linger-ling, mens han ryster med sin lommelygte. I aften fik vi oveni købet risengrød og sang risengrødssangen i vilden sky.

Det skal nok blive en dejlig jul, selvom vi må holde den langt væk fra resten af familien.

Velkommen til...

Efter en del overvejelser søsætter vi alligevel denne blog, så I kan følge lidt med i vores liv heroppe.
Vi har de bedste intentioner, så håber vi, de bliver til virkelighed. Her kommer første fortælling i hvert fald:

Et vildt land
Vores velkomst til Ilulissat var fantastisk. Minus 15-20 grader og kraftig blæst, så medregnet chillfaktor, så var vi vel nede på minus 40 grader. Det var virkelig koldt og med to meget trætte og derfor storgrædende børn, så kunne velkomstscenen ikke blive meget værre.
Det blev dog hurtigt bedre. Vi blev hentet i lufthavnen af min kollega og min souschef, som ventede med varme biler. De bar vores tunge kufferter og kørte os hen til vores nye hjem.

På den korte tur fra lufthavnen kunne vi se, at det var sandt. Grønland er et helt urtolig smukt land. De ubeskrivelige isfjelde (som isbjergene hedder heroppe) i det mørkeblå hav og de rå sneklædte klipper, hvor de farverige huse er placeret indimellem. Det er virkelig smukt - og det hele kan man selvfølgelig se ud fra vinduerne i lejligheden.

Udsigt fra lejligheden med isfjelde i baggrunden

Et nyt job
Efter halvanden hviledag var det tid til min første arbejdsdag. Vi holder til i den nye seminariebygning, som er topmoderne og topfed. Første dag gik primært med at hilse på nye kollegaer og enormt meget praktisk information. Mit første indtryk af stedet er meget positivt. Det bliver uden tvivl rigtig godt.

Anden dag var markant anderledes, for det var dagen hvor personalejulefrokosten skulle afholdes, så der skulle købes gaver til pakkeleg, digtes drillende lejlighedssange og forberedes på alle måder.
Julefrokosten var rigtig festlig. Den enormt strenge alkoholpolitik, vi har her i Grønland, smittede på INGEN måde at på vores julefrokost. Der manglede intet - hverken vådt eller tørt.

Det var en morsom og dejlig fest - og en dejlig uformel måde at lære sine nye kollegaer at kende på. Jeg holdt mig ikke tilbage, men kan se alle kollegaer i øjnene på mandag.

Restitution
Tømmermændene udeblev ikke helt, men der noget magisk ved den luften heroppe. Den må have en helbredende virkning, for efter en luftetur med hele familien til supermarkedet Pisifik, så var verdenen et meget bedre sted at være.

Generelt har hvile og restitution været en høj prioritet de første dage heroppe. William og Nikolaj fik en afskedsgave med fra Danmark i form af en hel viruspakke med snot, feber og maveproblemer. Det, kombineret med en tidsforskel på fire timer, giver urolige nætter og trætte forældre. De har det bedre nu, og vi er ved at have vænnet os til tidsforskellen og mørket.

Solen viser sig ikke igen før 13. januar, men der er nu lyst nogle timer hver dag og sneen gør også sit for at lyse op. Mørket har ikke påvirket humøret endnu. Vi er glade og forventningsfulde og suger til os af alt det nye og spændende. Det vil vi meget gerne fortælle jer en masse om senere.

PS: Titlen på bloggen betyder: Eventyr i Ilulissat