torsdag den 29. december 2011

Begavet familie

Før jul fik vi en ekstra julegave i form af tildelingen af vores egen lejlighed. Det er normalt noget, man skal vente flere måneder på.

Ligenu bor vi vakant, hvilket vil sige, at vi bor i seminariets lejlighed. Det gode ved det er, at vi ikke betaler husleje, internet eller noget andet. Det er en fin lejlighed med det mest nødvendige, så vi mangler som sådan ikke noget, men det er specielt at bo omgivet af ting, der ikke er vores egne – og det er alt lige fra møbler, service, dyner, sengetøj osv.

Vi bor heller ikke i byens bedste kvarter, og vi er af og til generet af en del støj fra opgangen.

Atersuit og Hotel Arctic set fra Qilakitsoq
Vi bor nu i de gule forest i billedet og skal flytte i det røde lige bag de gule (de fire enkelthuse på række)

Heldigvis får vi nu vores egen lejlighed og vores egne ting igen, men så skal vi selvfølgelig også betale for det. Det lidt ærgerlige er, at vi skal blive på samme gade, men vi skal ikke dele opgang med andre, og det er ret nemt at flytte alt det vi alligevel har fået skrabet sammen her. Det ligger ovenikøbet ret centralt og vi har en Spar-købmand lige på den anden side af vejen, der har åbent fra 7-23 hver dag. 

Lejligheden er 92m2, og der er mange værelser, så der er god plads til os og til dem af jer, der vil komme og besøge os.

Den nye adresse hedder Atersuit 6, 3952 Ilulissat, men hvis I skal sende noget herop, er det stadig nemmest via seminariets postboks. >Navn< Postboks 519, 3952 Ilulisat

Juleaften version 2.0
Desuden har vi fået fornøjelsen af endnu en juleaften i år. Vi fik nemlig adgang til vores flyttegods.
Der var tre ting, vi skulle have fat i:

1: Julegaverne
2: Barnevognen
3: Nogle bleer, for dem har vi et helt læs med af – og det er heldigt, for de koster en formue heroppe.

Skørt nok, så har ISS placeret alle de ting, vi havde sorteret fra til vakant, allerbagerst i flyttelæsset, som i øvrigt befinder sig højt oppe på en platform.

Tobias og en anden grønlandsk mand var nu meget venlige til at få flyttet alle tingene og lede. Desværre fandt de ikke barnevognen, så nu krydser vi fingre for, at den har forputtet sig et hemmeligt sted i læsset og ikke er forsvundet et eller andet sted på rejsen herop.

Tobias var i øvrig meget sød. Vi sludrede lidt om Grønland, og jeg fortalte, at jeg havde besøgt Sydgrønland sidste sommer. Herefter lyder der et "Hmpf! Sydgrønland er noget helt andet. Heroppe har vi jo alt. Hundende og det hele". Det er så fedt, så selvfede grønlænderne heroppe er. I love it.


Julegaverne fik de fundet frem og en pakke bleer - og så en kælk, jeg kunne trække flyttekassen med gaver hjem på. Ingen problemer der.

Jeg har i øvrigt dyb respekt for deres flytteevner. Med en trucks og et par stiger, så fik de arrangeret og flyttet tingene på de vildeste og mest halsbrækkende måder. Arbejdstilsynet ville falde bagover og lukke biksen med det samme, hvis de så det, men så er det godt at vi ikke bruger den slags heroppe.

Tak til alle
Hjemme igen tændte vi for julemusikken og gik i krig med gaveuddeling og -åbning.
Tusind tusind tak til alle for skønne skønne gaver. De er blevet leget med, prøvet, beundret og vi er så glade for hver og en af dem.


Vi har haft besøg af familien Hoffmann (Tine, Martin og så Lilja på tre år) i eftermiddag og William var ikke altid helt begejstret for at dele sine nye skønne ting med Lilja. Det var han dog nødt til, og trods et par uenigheder så legede de rigtig godt de små.

Godt nytår
Til sidst vil vi lige ønske alle et rigtig godt nytår.

Heroppe ligner forberedelserne egentlig meget dem i Danmark, bortset fra at alt med procenter i er dobbelt så dyrt som i Danmark – mindst.

Alligevel køber folk ind i store mængder – både alkohol, fyrværkeri og lækkert og dyrt mad til årets sidste dag. Måske er det fordi, alle heroppe får decemberlønnen udbetalt før tid. Det (u)smarte i det vil jeg ikke diskutere her. Det kan man mene om, hvad man vil.

De store børn skyder også heksehyl og kanonslag af i en lind strøm i disse dage – ja det ligner enhver dansk provinsby i den forstand.

Rygtet siger, at man heroppe skyder nytår ind både kl. 20.00 – når den er 24.00 i Danmark og igen kl 24.00 grønlandsk tid. Det glæder vi os til at se.


Vi sender jer alle de bedste nytårshilsner og glæder os til at modtage en hilsen fra Dronningen i nytårstalen, når vi nu ikke fik en af jer i ”julehilsen til Grønland” (Jeg håber I fornemmer ironien mellem linjerne)

Ukiortaami pilluarit (godt nytår)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar